Sproget

Et sprog ændrer sig hele tiden. Det gælder også for det danske sprog, som har ændret sig meget siden dengang, man brugte runer.

De nordiske sprogs rødder

Sproget i Norden var i det store hele en variant af germansk og udgjorde en nordlig gren af denne sproggruppe. Fra 500-tallet havde den nordiske gren af germansk udviklet så mange fælles træk i forhold til andre germanske grene, at man kan tale om et fællesnordisk sprog. I løbet af perioden ca. 800-1200 opstod en østnordisk og en vestnordisk dialekt. Nutidens dansk og svensk udspringer sproghistorisk set af østnordisk, mens norsk, islandsk og færøsk har rødder i vestnordisk.

Foruden de nordiske sprog tæller den germanske sprogfamilie også sprog som eksempelvis engelsk, tysk og hollandsk. Den germanske sprogfamilie hører sammen med de fleste andre sprog i Europa og Indien til den indoeuropæiske sprogfamilie.

Guldhornet fra Gallehus
(jernalder, 400-tallet)

ek hlewagastiR : holtijaR : horna : tawido
(Jeg, Lægæst fra Holt, lavede hornet)

Bemærk

  • Man rullede på r’erne. Det moderne bagtunge-r (som i f.eks. rød og grød) kom først til i 1700-tallet.
  • Ordrækkefølgen var anderledes. Det hed jeg hornet lavede, ikke som i dag jeg lavede hornet.
  • Der var lydkombinationer, som ikke findes på moderne dansk, for eksempel hl- (hlewagastiR).

Jellingstenen
(vikingetid, omkring 965)

Haraltr kunukR bath kaurua kubl thausi aft kurm fathur sin auk aft thãurui muthur sina, sa haraltr ias sãR uan tanmaurk ala auk nuruiak auk tani karthi kristnã
(Harald konge bød gøre dette mindesmærke efter Gorm sin fader og efter Tyra sin moder, den Harald, som vandt sig hele Danmark og Norge og gjorde danerne kristne)

Bemærk

  • Lyden th-, som på engelsk think, fandtes også på dansk: thausi (disse).
  • Ord blev bøjet efter køn: fader sin (hankøn) og moder sina (hunkøn).
  • Modsat moderne dansk var det mere almindeligt, at ord sluttede på andre vokaler end -e: ala (alle), tani (danerne), kristna (kristne).

Skånske Lov, Codex Runicus
(middelalder, omkring 1300)

Kap. 215

Hittær man annær man i siangu mæth sinni athulkunu, ok drepær bondæn horkarl i siangu mæth hænnæ, tha skal han til things føræ bæthe bulstær ok ble mæth tuiggia manna uitni, at han drap thæn man i siangu mæth hænnæ ok æi annar stath; at sua gøræ liggi han utæn kirkiu grathe ofna ugildum akre.
(Hvis en mand finder en anden mand i sengen hos sin kone, og husbonden dræber horkarlen i sengen med hende, da skal han medbringe både sengetøj og lagen til retten med to mænd som vidner på, at han dræbte den mand i sengen med hende og ikke andre steder. Når det er gjort, skal horkarlen ligge uden for kirkegården på marken, og der skal ikke betales bøder for ham.)

Kap. 216

Far horkarl sar innæn siangu mæth annærs manz kunu ok kumber lifande bort ok skriftær sik ok dør sithæn af thy sare, tha grafs han i kirkiu garthe, ok uare tho ugildær fore bondanum.
(Hvis en horkarl bliver såret i sengen hos en anden mands kone og kommer levende væk og skrifter og siden dør af sine sår, så skal han begraves på kirkegården, og husbonden skal ikke betale bøde.)

Bemærk

  • Mange ord, som i dag slutter på g, sluttede oprindeligt på k, for eksempel sik (sig) og ok (og).
  • Ble betød ikke ”ble”, men ”lagen”.