vikinge runer

Rundt om runer

Lær om vikingeruner og læsning af runer

Runer er et skriftsystem, der blev brugt i Danmark, før vi skiftede til det alfabet, vi bruger i dag. De var sandsynligvis inspireret af de græske og romerske alfabeter, men blev her i Norden meget forenklede, så de passede til det sprog, vi talte her.

I Vikingetiden talte vi alle samme sprog i Danmark, Norge, Sverige og Island. Sproget kaldte man dönsk tunga, altså dansk tunge. Det var først i slutningen af Vikingetiden, at sprogene begyndte at forandre og udvikle sig i hver sin retning, så det blev til forskellige sprog.

De ældste eksempler på runer er alle fundet i Danmark, men det er ikke nødvendigvis ensbetydende med, at det var her de opstod. Ligeledes er man heller ikke sikker på, præcis hvorfor man begyndte at skrive runer, da der ikke umiddelbart var hverken et økonomisk eller religiøst grundlag herfor.

Forskellige runealfabeter

Runer har fået navnet futhark efter de første bogstaver i rækken. Her i Norden startede vi med at skrive med 24 runer eller bogstaver, som var specielt tilpasset det danske og det germanske sprog. Fra omkring år 500 til omkring år 800 begyndte man at bruge et simplere system med kun 16 runer. Det var de danske runer, specielt brugt til at passe med lydene i det danske sprog. De ændrede sig lidt i cirka år 800, hvor vi stadig brugte 16 lidt anderledes runer. Det er dem, vi kalder vikingeruner, og dem vi ofte ser på runesten, der har overlevet siden Vikingetiden.

I slutningen af Vikingetiden begyndte hvert land at udvikle sine egne sprog og runer, der passede til. Først i Middelalderen udvikledes der et specielt runesystem til Danmark, som var tilpasset det latinske alfabet og igen havde 24 runebogstaver. Det rigtige latinske alfabet, som vi bruger i dag kom allerede til Danmark i 900-tallet sammen med kristendommen, men blev primært brugt i forbindelse med kirken, mens runesystemet fortsat blev brugt til dagligt. Der findes sågar eksempler på latinske tekster skrevet med runesystemet!

Læs mere om runealfabeter her

Vikingeruner og deres udbredelse

Vikingerunerne blev kun brugt af mennesker fra Norden, men vikingerne yndede også at skrive med dem, når de rejste ud. Derfor har man fundet ting med runeindskrifter bl.a. i England, Grønland og Rusland. De rejste også runesten, altså store stenmonumenter med runeindskrifter, specielt i Danmark, som dengang også inkluderede Slesvig og Skåne. Der er registreret omkring 260 runesten, men ikke alle har overlevet frem til i dag.

Det siger dog sig selv, er der var visse problemer med at skrive runer. 16 forskellige runebogstaver er lige knapt nok til at udtrykke alle de forskellige lyde i det danske sprog. I praksis blev mange runer derfor brugt til at markere flere forskellige lyde. Runers betydning kan derfor være svær at forstå, når man først begynder at læse dem.  

Når man skal læse runesten

Førend man kan læse runer, skal man selvfølgelig lære de 16 vikingeruners betydning. Hver rune har et navn, der gør det nemmere at huske, hvilken lyd runen primært har. Hver rune har også flere betydninger, som man skal lære. F.eks. kan u-runen både bruges til at skrive u, y, ø eller v, mens t-runen kan bruges til både t, d og nd.

Runesten fra Vikingetiden er for det meste skrevet på en af tre forskellige måder. Mange er skrevet i parallelorden, hvor lodrette linjer læses i samme retning, normalt nedefra og op. Andre er skrevet i bustrofedon (plovfurevendinger, dvs. sammen vej som en ko trækker en plov), hvor de lodrette linjer læses skiftevis nedefra og oppefra. Endeligt er nogle skrevet i konturorden, hvor man i stedet har skrevet teksten rundt langs stenens kant og fulgt dens naturlige konturer. Som regel starter alle tekster ved stenens nederste venstre hjørne.

Vores nok mest kendte runesten, Jellingestenen, er selvfølgelig en undtagelse fra reglen. Denne er indskrevet med vandrette linjer og er desuden pyntet mere end andre sten, man har fundet fra samme tid.